There Will Never Be Another You er en standard med en tydelig melodi og et harmonisk forløb, som giver improvisatoren mange naturlige steder at lande. Den er velegnet til at øve dur- og molkadencer, midlertidige tonale mål og længere melodiske linjer.
Nummeret kan virke tæt på papiret, men bliver mere overskueligt, når du grupperer akkorderne. I stedet for at tænke én skala ad gangen kan du høre, hvor musikken er på vej hen.
Fakta om There Will Never Be Another You
- Musik: Harry Warren
- Tekst: Mack Gordon
- Oprindelse: filmen Iceland, 1942
- Almindelig form: 32 takter
- Praktisk opdeling: A–B–A–C, også beskrevet som A–B1–A–B2
- Almindelig klingende toneart: E♭-dur
Fra filmsang til jazzrepertoire
Harry Warren og Mack Gordon skrev sangen til filmen Iceland fra 1942. Den blev senere en del af jazzrepertoiret, hvor melodien og de tydelige harmoniske bevægelser giver et godt udgangspunkt for improvisation.
Det er værd at begynde med sangen som melodi, før du ser den som en samling akkordskift. Lær, hvor fraserne begynder, hvor de hviler, og hvordan anden halvdel leder mod en anden afslutning end den første.
Når melodien sidder i øret, bliver det lettere at høre formen under en solo. Du har noget at måle dine egne fraser imod, også når du bevæger dig væk fra temaet.
Formen: beslægtede halvdele med forskellige slutninger
En almindelig jazzudgave har 32 takter. Del formen i fire grupper på otte. Første og tredje gruppe er beslægtede, mens de følgende afsnit fører videre på forskellige måder.
Du kan kalde det ABAC eller A–B1–A–B2, afhængigt af hvor meget vægt du lægger på slægtskabet mellem afslutningerne. Det vigtigste er ikke bogstaverne, men at du kan høre forskellen.
Øv først de sidste fire takter af hver halvdel. Spil dem efter hinanden og lyt til, hvordan den første leder videre, mens den anden skal kunne afslutte et chorus eller føre tilbage til begyndelsen.
Harmonikken i E♭-dur
Vi bruger klingende E♭-dur som eksempel. Et centralt molmål er C-mol, som er parallelmol til E♭-dur. En typisk forbindelse mod det mål er:
Dm7♭5 – G7 – Cm7
Her har du ii–V–i i C-mol. G7 indeholder tonen B, svarende til dansk H, som giver et træk op mod C. Det er en vigtig farve ud over de faste fortegn i E♭-dur.
Et andet vigtigt mål er A♭-dur, som kan forberedes med:
B♭m7 – E♭7 – A♭maj7
Det er ii–V–I i A♭-dur. De to kadencer viser, hvordan et nummer med E♭ som overordnet centrum kan besøge andre tonale områder uden at miste sin sammenhæng.
Eksemplerne er udsnit af en almindelig harmonisering. Brug dit konkrete skema til varighed, overgange og eventuelle erstatningsakkorder.
Dur og mol er forskellige retninger
I molkadencen er Dm7♭5 halvt formindsket, mens B♭m7 i durkadencen er en almindelig molseptimakkord. Den forskel kan høres og bør ikke blot forsvinde i en generel forestilling om “en to-fem-en”.
Syng først grundtonerne i hver kadence. Spil derefter akkordtonerne langsomt og lyt til, hvordan dominanten leder videre. Prøv til sidst at høre målet, før du spiller forbindelsen.
Det er en måde at lære harmonik som en bevægelse i tid. De enkelte akkordsymboler bliver lettere at huske, når du ved, hvilken rolle de spiller i en større frase.
Tre øvelser til improvisation
1. Lav et kort over målene
Markér de vigtigste tonale mål på dit akkordskema. Spil kun en tone, når du når frem til et af dem, og hold pauser imellem. Syng melodien indvendigt under pauserne.
Tilføj derefter korte optakter til måltonerne. Du bygger soloen fra dens landinger i stedet for at begynde med en strøm af toner og håbe på en god afslutning.
2. Forbind tertser og septimer
Over Dm7♭5 – G7 – Cm7 kan du bruge F – F – E♭. Over B♭m7 – E♭7 – A♭maj7 kan du bruge D♭ – D♭ – C.
Begge linjer går fra tertsen i ii-akkorden til septimen i dominanten og videre til tertsen i målakkorden. Princippet er beslægtet, men tonearterne og akkordkvaliteterne er forskellige.
3. Gentag et motiv i de to halvdele
Lav en lille idé i første halvdel. Når det beslægtede materiale vender tilbage, bruger du samme rytme, men ændrer afslutningen, så den følger det nye forløb.
Det træner både form og motivudvikling. Lyt efter, om variationen føles som en naturlig fortsættelse af idéen, ikke blot som en gentagelse på et tilfældigt sted.
Frasering gennem akkordskiftene
Prøv at lade en frase krydse en taktstreg eller et akkordskift. Ram en tydelig tone i den nye akkord, men undgå at starte forfra hver gang.
Spil først med lange toner. Tilføj derefter forbindelsestoner og enkelte kromatiske tilnærmelser. De hurtige toner bør understøtte en linje, du allerede kan høre.
Optag et chorus og spørg, om du kan genkende et motiv eller en retning. Hvis ikke, så arbejd med færre idéer og mere gentagelse, før du øger tætheden.
Til en jam session
Aftal klingende toneart, tempo og intro. E♭-dur er almindelig i instrumental sammenhæng, men en sanger eller et arrangement kan kræve noget andet.
Afklar især de sidste takter, hvis gruppen bruger forskellige akkordskemaer. Forskelle i turnarounds kan være små, men en fælles afslutning på temaet er vigtig.
Giv plads til den næste solist og signalér tilbagekomsten til melodien i god tid. En sikker 32-taktersform gør det lettere at reagere frit på hinanden.
Indspilninger og aktiv lytning
Lyt til en vokalfortolkning for at lære melodifraserne og derefter til en instrumental version, hvor du følger akkordernes mål gennem soloen. Søg på den fulde titel, så du sammenligner den samme komposition.
Vælg en kort passage og klap dens rytme. Brug derefter dine egne toner over den samme kadence. Så bliver lytningen til konkret øvemateriale.
Flere numre med tonale mål
All the Things You Are giver flere toneartsskift at arbejde med. All of Me er et godt supplement til at høre dominanter og forskellige afslutninger.
Find flere guider i vores oversigt over jazzstandarder.
Kilder
JazzStandards.com: There Will Never Be Another You og Jazz Guitar Comprehensive: komposition og repertoire. Analyse og øvelser gælder en almindelig klingende E♭-dur-version.