Manhã de Carnaval er Luiz Bonfás sang fra filmen Orfeu Negro. Blandt jazzmusikere kaldes den ofte Black Orpheus. Den sangbare melodi og bevægelsen mellem mol og den parallelle durtoneart gør den til et godt nummer at arbejde med, når akkorder skal blive til sammenhængende musik.
Du kan bruge den til at øve molkadencer uden at miste melodisk retning. Målet er at høre, hvor en frase vil hen, og derefter vælge få toner, som gør bevægelsen tydelig.
Fakta om Manhã de Carnaval
- Komponist: Luiz Bonfá
- Portugisisk tekst: Antônio Maria
- Kendt fra: filmen Orfeu Negro, 1959
- Anden almindelig titel: Black Orpheus
- Almindelig klingende toneart i jazz: a-mol
- Almindelig jazzform: 32 takter, ofte beskrevet som to dele på 16
- Spillemåde: ofte bossa nova eller anden aftalt brasiliansk inspireret rytme
Filmmelodien og Bonfás guitar
Sangen blev kendt gennem filmen Orfeu Negro fra 1959. Bonfá var både komponist og guitarist, og hans egen fremførelse er et oplagt sted at begynde lytningen.
Smithsonian Folkways har udgivet Solo in Rio 1959 med flere versioner af Manhã de Carnaval. Her kan du høre melodien i et guitarunivers, hvor bas, akkorder og overstemmer skal fungere sammen.
Lyt først efter den samlede frase. Læg bagefter mærke til, hvornår en basbevægelse eller en indre stemme tilfører retning. Det er nyttig inspiration, også hvis du spiller et blæseinstrument eller synger.
32 takter med forskellige afslutninger
I den almindelige jazzudgave kan formen forstås som to halvdele på 16 takter. De har beslægtet materiale, men deres afslutninger har forskellig funktion. Et skema kan også bruge andre bogstaver til at vise de mindre afsnit.
Lær de to halvdele gennem melodien i stedet for kun at huske et formnavn. Syng første halvdel, hold en kort pause og syng derefter anden halvdel. Undersøg især, hvordan den sidste frase samler forløbet.
Del dernæst hver halvdel i grupper på fire takter. Når du kan finde alle otte grupper med øret, bliver det lettere at vende tilbage til temaet efter en solo. Intro og ekstra slutninger skal tælles som en del af arrangementet og ikke automatisk med i den gentagne soloform.
Harmonikken: fra a-mol mod C-dur
Her bruger vi klingende a-mol. En central molkadence er Bm7♭5 – E7 – Am. B svarer her til dansk H, så den første akkord er H-halvformindsket i dansk navngivning.
Spil grundtonerne B – E – A, og tilføj derefter en overstemmelinje med D – D – C. Linjen går fra tertsen i Bm7♭5 gennem septimen i E7 til tertsen i Am.
En anden vigtig type forbindelse er Dm7 – G7 – Cmaj7. Den peger mod C-dur, som deler fortegn med a-mol. Det giver mulighed for at høre dur og mol som beslægtede områder med forskellige tyngdepunkter.
De to korte forbindelser er analyseeksempler. Følg dit konkrete skema for placering, varighed og eventuelle udvidelser; teksten her erstatter ikke en nodeudgave.
Dominanten gør forskellen
E7 indeholder G♯, mens a-mols naturlige tonesamling indeholder G. Spil først Am og derefter E7. Syng G♯ på dominanten og lad den gå en halv tone op til A ved opløsningen.
Det er en enkel måde at høre ledetonen på. Du behøver ikke begynde med en lang liste af skalaer: en tydelig landing kan være mere overbevisende end mange toner, som ikke viser akkordskiftet.
Hvis skemaet angiver en ændret dominant, kan du senere arbejde med dens spændingstoner. Bevar forbindelsen mellem spænding og opløsning, så farven får en funktion i frasen.
Tre øvelser til en melodisk solo
1. Syng før du spiller
Vælg fire takter fra melodien og syng dem uden instrument. Spil derefter en selvopfundet svarfrase med samme rytmiske længde. Lad svaret være enkelt nok til, at du kan gentage det præcist.
2. Sammenlign mol- og durkadencen
Brug D – D – C over Bm7♭5 – E7 – Am. Brug derefter F – F – E over Dm7 – G7 – Cmaj7. Spil begge linjer langsomt og hør, hvordan samme type stemmeføring giver to forskellige landinger.
3. Skab plads ved afslutningen
Improvisér kun i de første to takter af hver fire-taktsgruppe og hold pause i de næste to. Bevar formen under pausen. Flyt bagefter frasen, så den slutter tættere på den næste harmoniske landing.
Rytme og samspil
Aftal et fælles rytmisk udgangspunkt. En bossa nova-fortolkning har brug for en stabil underdeling, men ikke for at alle instrumenter markerer de samme synkoper.
Guitar eller klaver kan begynde med få anslag og tydelig stemmeføring. Bas og trommer kan holde et enkelt fundament, mens solisten arbejder med fraser, der går på tværs af taktstregen. Optag en omgang og lyt efter, om melodien stadig kan høres som retning i soloen.
Manhã de Carnaval til en jam
Sig gerne begge titler, når du kalder nummeret. Aftal klingende toneart, tempo, intro og soloform. En vokal udgave kan ligge i en anden toneart eller bruge en særlig afslutning.
Giv tegn til sidste tema i god tid. Beslut også, om slutningen følger skemaets sidste kadence, eller om bandet gentager en frase. En fælles afslutning gør mere for helheden end en ekstra avanceret turnaround.
Videre arbejde
Sammenlign med Blue Bossa for flere molkadencer og med Corcovado for en anden måde at forme en brasiliansk standard på. Se også alle guider til jazzstandarder.
Kilder
Smithsonian Folkways: Solo in Rio 1959, Jazzadvice: Black Orpheus, form og toneart og baggrund om sangen og dens titler. Analyse og øvelser tager udgangspunkt i en jazzudgave i klingende a-mol.