“Don’t Get Around Much Anymore” giver god plads til et personligt swing uden at kræve mange toner. Duke Ellingtons melodiske idé er stærk nok til at styre hele fremførelsen. På en jam er nummeret især nyttigt til at arbejde med rytmisk placering, bluesfarve og en enkel harmonik, der stadig har tydelig retning.
Historik: fra Never No Lament til sang
Ellington indspillede den instrumentale “Never No Lament” i 1940. Da Bob Russell tilføjede tekst i 1942, fik sangen titlen “Don’t Get Around Much Anymore”. Smithsonian dokumenterer forbindelsen mellem titlerne i sin Ellington-samling, og JazzStandards beskriver overgangen fra instrumentalnummer til vokal standard.
Det er derfor samme komposition, du møder under de to titler, ikke to selvstændige standarder til repertoirelisten. Lyt gerne både til orkesterklangen og en sangversion. Melodiens karakter kan overføres til en lille gruppe, uden at man behøver efterligne alle storbandets stemmer.
Analyseret version: klingende C, 32 takter AABA
Her bruges en instrumental jamversion i klingende C-dur, 4/4 og 32-takters AABA-form. Hvert afsnit varer otte takter. Intro, mellemspil og coda indgår ikke i soloformen. A-delene giver et genkendeligt hjemligt forløb, mens B-delen åbner mod F og flere gennemgangsbevægelser.
Lær først melodien og dens pauser. Spil derefter to kor, hvor du kun ændrer få rytmiske detaljer. Hvis sangens karakter forsvinder, så gå tilbage til temaets grundidé og undersøg, hvilke indsatser der egentlig gør den genkendelig.
Harmonik: dominanter uden travlhed
I den enkle C-version giver A7–D7–G7 en kæde af dominanter på vejen hjem til C. Cis, Fis og H er deres respektive tertser. Hver tone hjælper med at pege mod næste grundtone. Du kan høre bevægelsen, selv om du kun spiller én kort frase hen over hele kæden.
Dominantkæden bør ikke få dig til at spille hurtigere. Akkorderne skaber selv fremdrift. Bevar en afslappet rytmisk placering og land præcist, når C vender tilbage. Et enkelt bluesmotiv kan få ny betydning, når harmonikken bevæger sig under det.
I bridgen er F–Fm–C en vigtig farvebevægelse. A bliver til As over Fm og kan fortsætte ned til G over C. Det er et klart eksempel på lånt molfarve i en durtoneart. Senere gennemgangsakkorder varierer mellem arrangementer; aftal dem, hvis klaver og guitar begge akkompagnerer.
Fire konkrete øvelser
- Flyt kun rytmen. Spil et kort melodisk motiv tre gange med samme toner. Begynd det først på et slag, derefter på en ottendedels optakt og til sidst efter en pause. Hold resten af pulsen rolig.
- Syng dominantens terts. Spil A7, D7 og G7 langsomt og syng Cis, Fis og H. Før hver tone til dens nærmeste naturlige mål i næste klang. Sæt forbindelserne ind i A-delen.
- Hør dur blive til mol. Øv F–Fm–C med A–As–G som en indre stemme. Lad den lille linje være tydelig uden at spille akkorderne stærkere. Prøv bagefter at bruge linjen i en solo.
- Svar på melodien. Lad en medmusiker spille en kort temafrase og svar med en egen idé i pausen. Byt roller. Svarene skal have samme grundpuls og må ikke skubbe næste melodiske indsats ud af plads.
Jamråd
Aftal klingende C og et tempo, der giver melodien plads til at svinge. Undgå at gøre nummeret tæt alene, fordi harmonikken virker enkel. Bas og trommer kan bære meget af fremdriften, mens akkordinstrumentet svarer sparsomt. Afklar særlige temafigurer, sidste gentagelse og slutakkord før start. Giv næste solist et tydeligt kor, og lad tilbagevenden til melodien samle hele gruppens udtryk.
Arbejd videre
Sammenlign Ellingtons swing med In a Mellow Tone og Just Squeeze Me. Brug You Do Something to Me til at arbejde med flere kromatiske forbindelser i en anden 32-takters sang.
Kilder
- Smithsonian: Don’t Get Around Much Anymore / Cotton Tail – historisk Ellington-plade fra 1940.
- JazzStandards: Don’t Get Around Much Anymore – “Never No Lament”, Bob Russell og teksten fra 1942.
- Jazz Shiryokan: Don’t Get Around Much Anymore – C-dur, 32-takters AABA-form og harmonisk reference.