Cognac Blues er et Dizzy Gillespie-nummer, som giver et overskueligt udgangspunkt for at øve bebopfrasering over blues. Formen er kort, men den valgte indspilnings afslutning viser, at en blues ikke behøver følge én fast standardgrille i alle kor.
Historik
Gillespies komposition indgår i hans franske indspilninger fra begyndelsen af 1950’erne. Her bruges fremførelsen fra 25. marts 1952 med blandt andre Don Byas, Art Simmons, Joe Benjamin og Bill Clark. Nummeret findes på senere samlinger af disse sessions, blandt andet Cognac Blues.
Klingende toneart og analyseret version
Analysen gælder den konkrete soloramme, som Jazzomat annoterer fra 1952-indspilningen: klingende F-blues, 4/4 og moderat swing. Det harmoniske kor har tolv takter. Forskningssidens samlede antal transskriberede takter beskriver soloens udsnit og skal ikke forveksles med korlængden.
Form og harmonik
Der kommer en tidlig B♭7 i anden takt, den såkaldte quick change. Derefter fastholdes forholdet mellem F7 og B♭7. I den noterede soloversion ligger Gm7 i både niende og tiende takt, inden afslutningen bruger F7–Dm7 og Gm7–C7. Det er denne detalje, der skal aftales, hvis ensemblet ellers forventer en anden bluesafslutning.
F7 og B♭7 har forskellige tertser og septimer. F-bluesskalaen kan give en fælles melodisk farve, men en tydelig A–A♭-bevægelse gør skiftet fra F7 til B♭7 hørbart. Brug det som et lille melodisk anker gennem de første otte takter.
Fire konkrete øvelser
- Spil kun grundtonerne gennem tolv takter. Markér den tidlige B♭7 og de to Gm7-takter, så begge afvigelser fra en helt enkel blues sidder sikkert.
- Øv F7–B♭7 med A, der går til A♭, i den øverste stemme. Find derefter en anden lille linje mellem akkordernes øvrige toner.
- Lav et to takters motiv og gentag det tre gange med små rytmiske ændringer. Lad den sidste gentagelse føre frem mod de afsluttende fire takter.
- Øv de sidste fire takter alene. Improvisér først med akkordtoner, og tilføj derefter én kromatisk indgangstone til hver ny målklang.
Jamråd
Kald F-blues og nævn den valgte afslutning. Spil et melodikor før soloerne, så nummeret får sin egen identitet. Korte soloskift kan fungere godt, hvis alle bevarer tolv-taktersformen. Undgå at lade et generelt blueslick overdøve den konkrete harmoniske bevægelse; et par præcise måltoner kan gøre mere.
Arbejd videre
Sammenlign med K.C. Blues, Blue ’n’ Boogie og D.B. Blues. Lyt især efter forskelle i de sidste fire takter.
Kilder
- Jazzomat: Dizzy Gillespie, Cognac Blues – konkret indspilning, F-blues og annoterede soloharmonier.
- Presto Music/Decca: Cognac Blues – udgivelsesreference og komponistkreditering.