“East of the Sun (and West of the Moon)” er en standard, der kan lyde ubesværet, selv når formen kræver ekstra opmærksomhed. Melodien giver plads til både lyrisk spil og fremadgående swing. På en jam er den vigtigste forberedelse at kunne den udvidede afslutning, så man ikke begynder næste kor fire takter for tidligt.
Historik: Brooks Bowman og Princeton
Brooks Bowman skrev både musik og tekst til Princeton Triangle Clubs forestilling Stags at Bay i sæsonen 1934–35. Princeton Universitys egen historieskrivning fremhæver sangen som et varigt resultat af klubbens musikalske arbejde. Årstallet 1934 bruges ofte om kompositionen, mens sæsonbetegnelsen forklarer, hvorfor 1935 også optræder i historiske oversigter.
Det er en god anledning til at skelne mellem en sangs teateroprindelse og dens senere liv som jazzstandard. Et nodeblad på en jam fortæller ikke nødvendigvis hele historien om introduktion, verse eller sceneversion. Her arbejder vi med det instrumentale kor, som kan gentages under soloerne.
Analyseret version: klingende G, 36 takter
Analysen gælder en almindelig jamversion i klingende G-dur, 4/4 og ABAC-form på 36 takter: 8 + 8 + 8 + 12. Intro, verse og coda er ikke medregnet. Den sidste del er altså fire takter længere end i en almindelig 32-takters sangform.
Tænk de første 24 takter som tre otte-takters felter og lær derefter de sidste 12 som en selvstændig afslutning. Det hjælper mere end blot at huske tallet 36. Når du kan synge, hvad der sker til sidst, bliver næste kor en naturlig fortsættelse i stedet for en tælleopgave.
Harmonik: dur, mol og udsat opløsning
Gmaj7 etablerer hjemmet. Hm7–E7 fører mod Am7, og D7 kan sende musikken tilbage til G. I nogle jazzversioner farves begyndelsen af C7♯11. Det er en versionsdetalje, som bør aftales, frem for en akkord man automatisk lægger ind under alle fremførelser.
Den midterste del rummer også en molkadence, Am7♭5–D7 mod Gm. Forskellen mellem G-dur og G-mol kan gøres tydelig med H over for B, altså internationalt B over for B♭. Lad øret registrere farveskiftet, før fingrene begynder at løbe. Senere forbindelser samler forløbet og bringer G-dur tilbage.
En kadence kan godt pege mod et mål uden straks at lande der. Hold derfor en frase åben, når harmonikken fortsætter. Hvis alle dine linjer får en stærk afslutning efter fire takter, kan improvisationen lyde mere firkantet end melodien lægger op til.
Fire konkrete øvelser
- Øv de sidste 12 takter først. Syng dem uden akkompagnement og klap pulsen. Gentag afslutningen direkte ind i næste kors begyndelse. Undgå et ekstra ophold, bare fordi øvelsen starter på et uvant sted.
- Skeln mellem dur og mol. Spil en enkel G-dur-treklang og derefter G-mol. Før H til B, og lad resten af klangen blive liggende. Sæt derefter farveskiftet ind i den faktiske kadence.
- Spil kun to stemmer. Find tertser og septimer i Hm7–E7–Am7–D7. Før hver stemme så lidt som muligt. Syng den øverste stemme, mens du spiller den nederste, og byt derefter roller.
- Fordel en solo over hele formen. Spil første otte takter med få toner, øg aktiviteten i næste felt, og lad den sidste 12-takters del samle motivet. Optag to kor og kontrollér, at intensiteten ikke falder tilfældigt ved takt 33.
Jamråd
Sig tydeligt “36 takter, sidste del 12” ved aftalen om formen. Det er især nyttigt, hvis nogen kender sangen fra en anden version. Vælg tempo efter, om melodien stadig kan fraseres roligt. Under akkompagnementet kan du markere slutdelens begyndelse med en klar, enkel figur, men undgå at overdøve solistens egen fortælling. Aftal slutningen, før temaet vender tilbage.
Arbejd videre
Sammenlign den udvidede form med Smile. Arbejd med kontrasten mellem dur og mol i Windows, og sammenlign med den regelmæssige ABAC-form i It’s You or No One.
Kilder
- Princeton Alumni Weekly: Princeton’s Answer to Yale’s Cole Porter – Bowman og forestillingen 1934–35.
- Princetoniana Museum: Stags at Bay – historisk dokumentation af forestillingen.
- Jazz Guitar Comprehensive: East of the Sun – jamform, toneart og harmoniske hovedtræk.